Den magiske kugle (videnskabsteater på video)

Den Magiske Kugle (Videnskabs teater, 2007)

”Den Magiske Kugle” er et eventyr fra forskningens virkelige verden. Det er historien om, hvordan naturvidenskabelig grundforskning kan revolutionere kræftbehandlingen, som vi kender den. Og så er det en fortælling om forskningens væsen: Om hvordan banebrydende idéer opstår, skydes ned og nytænkes gennem århundreder, før de realiseres. Baggrunden for ”Den Magiske Kugle” er den nyeste forskning i en mulig kur mod cancer: Efter mange års kamp har en gruppe forskere på Syddansk Universitet sammen med forskere i en lille dansk virksomhed LiPlasome Pharma A/S fundet en metode, som kan smugle kræftmedicin ind i svulsterne, så den kun virker der og ikke skader kroppens sunde celler. Metoden går ud på at indkapsle kræftmedicin i bittesmå fedtkugler, såkaldt ”magiske kugler”.

I forestillingen følger vi de magiske kuglers fantastiske rejse: Lige fra deres spæde fødsel som en vision fremsat af den tyske nobelprisvinder dr. Paul Ehrlich i begyndelsen af forrige århundrede frem til år 2007, hvor man står foran at skulle afprøve teknologien på mennesker.

Forestillingen giver svar på en række spørgsmål – og rejser mindst ligeså mange. Hvordan snyder disse magiske kugler immunforsvaret? Hvordan undgår de at gå til grunde og nå frem til målet, så lægemidlet frigives? Og hvad er fremtidsperspektiverne?

Historien fortælles af forskere fra SDU, som har deres daglige gang i laboratorierne, hvor de arbejder med at udvikle de magiske kugler. Det hele udspilles i et scenisk univers skabt af sceneinstruktør Bent Nørgaard, visuel designer Raphael Solholm og grafiker Jonas D. Mouritsen.  Komponist Hans Sydow står sammen med performancekunstner Tine Kortermand for musikken. De medvirkende er professor Ole G. Mouritsen, lektor Adam Simonsen og post doc. Esben Thormann, ph.d.-studerende Eva Arnspang Christensen og Anne Kallesø Bugge samt de to medicinstuderende Jonas Hedergaard Andersen og Henrik Jespersen. 

Den Magiske Kugle spillede 11 gange (alle udsolgte) på Teater Momentum i perioden 27/1-9/2 2007.